Spørgsmål? Skriv til martin@hr-sprint.dk

Vil du dele din tekniske specialistviden med vores kunder og udvikle OEM´s pneumatik-leverandører på det danske marked? Har du produktchef-erfaring med pneumatik, eller kommer dit kendskab til produkterne fra din hverdag som fx salgskonsulent, intern sælger, produktspecialist eller noget helt andet? Så er det dig, vi søger, som vores nye kollega.

Hos OEM Automatic Klitsø A/S søger vi en produktchef inden for pneumatik til kontoret i Allerød. Du bliver en del af vores fantastiske Tryk & Flow team, der i dag består af to produktchefer, tre salgsingeniører og en intern sælger, og som alle glæder sig til at hjælpe dig godt i gang med jobbet og sparre med dig løbende.

Du motiveres i det daglige af kontakten og sparringen med udenlandske leverandører, og du bliver vores tekniske specialist og go-to-kollega, som elsker at nørde sig ned i produkterne inden for pneumatik. Med din viden kommer du til at gøre en stor forskel for alle dine samarbejdspartnere. I hverdagen kommer du også tæt på dine salgskollegaer og vil deltage på kundemøder, hvor din produktviden sættes i spil til både inspiration og gavn for kunderne.

Et væld af spændende opgaver

I OEM vil du hurtigt opleve et tæt samarbejde med dine kollegaer og en stor opbakning fra hele organisationen. De dialoger og samarbejder, du indgår i med kunder, leverandører og kollegaer, kaster en masse spændende opgaver af sig som fx:

  • Produktansvar for pneumatik – udvikling af produktsortimentet og dine leverandører
  • Leverandørkontakt – indkøb, forhandling af priser, opfølgning på vareleverancer og håndtering af tilhørende certifikater
  • Kundebesøg – sælgerne inviterer dig med på kundemøder, hvor du yder teknisk rådgivning og sparring med kunderne, tilbudsskrivning og opfølgning
  • I samarbejde med marketing – deltagelse på messer, inputgiver til udvikling af kampagner, artikler til fagblade samt produktopdateringer til vores hjemmeside
  • Egne projekter – hos kunder og leverandører

Uddannelsesmæssigt forestiller vi os, at du har en teknisk uddannelse eller erfaring fra lignende teknisk job inden for industrien.

Du skal gerne føle dig på hjemmebane i både mundtligt og skriftligt engelsk, da din dialog med leverandører vil foregå på engelsk. Årligt vil du ligeledes have kundebesøg og produkttræning ude hos dine leverandører og hos vores moderselskab i Sverige. Du kan derfor forvente nogle dages rejseaktivitet i jobbet.

Hvad kan du ellers forvente i jobbet og af OEM Automatic Klitsø?

Hvis du vil ind i en førende, innovativ og kundeorienteret virksomhed, der tilbyder komponenter af højeste kvalitet til automations- og procesindustrien, så er vi det rette sted for dig. Vores leverandører er blandt de markedsledende producenter på globalt plan og er specialiseret inden for vores respektive produktområder. Dette betyder, at vi kan tilbyde markedets bredeste produktsortiment med den seneste og mest moderne teknologi.

Hos OEM Automatic Klitsø går vi op i din succes og medarbejdertrivsel. Vi synes, at det skal være sjovt at gå på arbejde. Vi prioriterer fællesskabet højt og afholder løbende arrangementer på tværs af afdelinger og i teamet. Vi spiser morgenmad sammen om fredagen, frokost i hverdagene, men vi får også tid til arbejde med det, vi brænder for, nemlig teknik, kunder, leverandører og salg. Er personlig udvikling højt på din agenda, så bakker vi også op omkring det og tilskynder initiativer, som gør os dygtigere og til en god arbejdsplads.

Skal du være vores nye kollega?

Er jobbet det helt rigtige for dig, så skynd dig at søge det her. Upload dit CV gerne med en kort intro til dig og din motivation. En skriftlig ansøgning til stillingen er ikke et krav.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte vores rekrutteringspartner Martin Cordt-Bergholt fra HR-SPRINT på martin@hr-sprint.dk.
Fristen for ansøgning er hurtigst muligt. Vi håber at have ansat vores nye kollega senest 30. juni.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Du kan læse mere om OEM Automatic Klitsø på vores hjemmeside: https://www.oemklitso.dk/

Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.